Mor og byrådsmedlem om besparelser på handicappede: Det er Marianne Machon, der misforstår | Kerteminde Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Kerteminde Radikale Venstre

Mor og byrådsmedlem om besparelser på handicappede: Det er Marianne Machon, der misforstår

I et interview Med Fyens Stiftstidende udtaler Marianne Machon, at borgerne har misforstået besparelser på handicapområdet.


Jeg vil derfor gerne give en kort rapport fra det virkelige liv ude blandt de handicappede og deres pårørende.Jeg er mor til en udviklingshæmmet datter, og deltog derfor i et pårørendemøde den 3. august. Det skulle forestille at være et orienteringsmøde om Tilbudsviften, men der var meget lidt orientering. Ingen borgere eller pårørende fik svar på de spørgsmål, de stillede. Måske hænger det sammen med, at ophavsmændene bag dette uhyrlige spareforslag var fraværende. Hverken Marianne Machon eller repræsentanter for den øverste ledelse indenfor området var til stede, og det havde ellers været klædeligt. Beskeden var, at 4 pædagoger, der har den direkte daglige og livsnødvendige kontakt med vores børn og unge, vil blive fyret, og at de fælleshuse, som er livsnerven i de handicappedes hverdag og i det pædagogiske arbejde vil blive lukket. Alle borgere og pårørende er dybt fortvivlede over det her forslag. Det samme gælder medarbejderne. Vi oplevede en gruppe trykkede og meget bekymrede medarbejdere. Flere af de unge mennesker brød grædende sammen ved udsigten til, at deres fælleshuse skulle lukke.


Det her forslag er ganske enkelt ikke et værdigt spareforslag. Det vil ødelægge tilværelsen for de allersvageste borgere i kommunen. Hvis Marianne Machon mener, at det her er en god idé, så må vi konstatere, at den eneste, der for alvor har misforstået noget, er Marianne Machon.


Med venlig hilsen


Sanne Stemann Knudsen


Vestergade 31, 5300 Kerteminde


Mor til Christine


Borgmesterkandidat for De Radikale